En konstruktiv anklage mod fodboldmiljøerne

Anmeldelse. Bogen Streetpossession er et passioneret og nødvendigt angreb på ’sorteringsmaskinen’ dansk ungdomsfodbold med stærke pointer og behjertede forslag om, hvordan man kan skabe langt bedre børne- og ungdomsmiljøer i danske fodboldklubber.

Næsten halvdelen af landets seks-årige oplever at blive fulgt ned i den lokale fodboldklub med far eller mor i hånden, en spritny Messi-trøje på kroppen og to fingre i munden i solidt tag om den nyeste rokketand i nervøs forventning om, hvad der nu skal ske...

Som seks-årig har de fleste drenge og en stor del af pigerne en umiddelbar glæde ved fodbold og ofte en helt uspoleret tillid til omgivelserne og tro på, hvad der venter forude af fantastiske oplevelser. Boldspil er jo fantastisk. Det næste mål til træning har for en seksårig samme værdi som den afgørende scoring i VM-finalen.

Det er kun et spørgsmål om tid, før de…

… Nej, desværre.

For langt de fleste børn er det netop ikke kun et spørgsmål om tid, før de kommer på landsholdet.

Eventyret om uforfalsket glæde og engagement i børne- og ungdomsfodbolden stopper ofte lidt for tidligt. Det er snarere et spørgsmål om tid, hvornår de senest som teenagere mister lysten og forsvinder hjem på sofaen eller måske til nøds ned i det lokale fitnesscenter eller ud på en hurtig løbetur i parcelhuskvarteret.

Fodbolden formår groft sagt ikke at holde på kunderne.

Omslaget til bogen Streetpossession er et bevis på forfatterens fodboldmæssige passion med stort hjerte for de unikke spiller- og trænerpersonligheder med glød i øjnene.

Omslaget til bogen Streetpossession er et bevis på forfatterens fodboldmæssige passion med stort hjerte for de unikke spiller- og trænerpersonligheder med glød i øjnene.

Behøver det være sådan? Kan barndommens uforfalskede fodboldglæde holdes ved lige hele vejen op til seniorårene eller måske et livslangt engagement i fodbolden, hvis man griber det anderledes an?

Et passioneret koncept

Forfatteren til bogen Streetpossession, Henrik Mølbjerg, er helt sikker på, at hans koncept for ungdomsfodbold kan få gløden tilbage i øjnene på landets teenagere.

Den midaldrende nordjyske fodboldtræner har både fodboldromantikken og fodboldtaktikken som ungdomstræner helt på plads, og man kan som idrætsteoretiker og som ungdomstræner med mange af de samme fortvivlede/fantastiske erfaringer med præcis samme målgruppe som Henrik Mølbjerg i dansk breddefodbold anno 2018 ikke andet end begejstres over forfatterens passionerede forsøg på at råbe ungdomsfodbolden op og skrige ”Hey, vi skal en anden vej!”.

Måske vil Henrik Mølbjergs bog vise sig at være det geniale taktiske skaktræk, der om nogle år forløste flere sæsoners lidt gloomy stemning i fodbolden med stagnation og store frafald af spillere og hold i ungdomsrækkerne til en ny kærlighed til fodbolden?

Spidder problematikkerne

Bogen spidder præcist problematikkerne med frafald, licenssystemer og værdier og strukturer i børne- og ungdomsfodbolden. I praksis er dansk ungdomsfodbold den mest effektive sorteringsmaskine fra fodbolden, man overhovedet kan forestille sig. Henrik Mølbjergs kritik i bogen er nådesløs:

 ”Der er, undskyld mig, ikke tale om et ungdomsudviklingssystem, men om et decideret talentforbrugssystem, som gør det helt og aldeles absurd, at man fra licensgivernes side overvejer så intenst og grundigt i disse år, hvorfor frafaldet i ungdomsfodbolden er så enormt – og hvad man kan gøre for at stoppe det. Svarene er så indlysende, så det svier i øjnene, hvis man ellers åbner dem og kigger op i enden på det konstant halebidende monster, som vi alle sammen er en del af.”

I bogen Streetpossession er det ikke Barcelona eller Manchester Citys vej mod trofæerne, der er hovedperson. Udgangspunktet er såmænd den fantastiske turnaround hos det nordjyske holdsamarbejde Team Ø’s U16-hold på almindelig godt dansk breddeniveau.

På sin vis er denne case meget stærkere og mere relevant end Barcelona, men den er heller ikke uden svaghed.

For Henrik Mølbjerg afslører i bogen, hvordan holdsamarbejdet også hos Team Ø måtte sættes på pause på grund af efterskoleophold og de ændringer i livsarenaer, som typisk truer mangen et godt fodboldhold.

Vi kan altså i princippet ikke være helt sikre på, at det er Henrik Mølbjergs metode med større respektfuld over for den enkelte spillers fysiske og mentale modenhed og skiftet til en mere passioneret, spilbaseret, måde at gribe tingene an i Team Ø fremfor de traditionelle træningsprincipper fra DBU’s træneruddannelser, som er løsningen på alle frafaldsproblemer. Måske er der trods alt også rent strukturelle udfordringer fra den generelle samfundsudvikling, som spiller ind?

Henrik Mølbjerg er selv ganske overbevist om sit koncept. Han har jo set udviklingen med sine egne øjne og både lavet store fejl og fået store nye erkendelser undervejs. Derfor nedtoner han empiri i bogen. Man kan jo alligevel ikke empirisk forklare, hvordan man træner sig frem til en så unik spiller som Messi… Dette i modsætning til Ronaldo, der ’bare’ er en exceptionel udgave af alle fodboldens konventionelle udviklingsmetoder… Men misforholdet mellem empiri og passion er desværre nok bogens største svaghed.

Bogen kunne også have brugt en langt strammere redigering. Gentagelserne er mange, og de måske lidt hjemmelavede udtryk som kritikken af den konventionelle fodbolds “hel-del-hel metodik” sat over for Henrik Mølbjergs fokus på såkaldt “relationelle færdigheder” og begejstring for “rondo-træning” bliver simpelthen for indforstået og svær at omsætte i umiddelbar inspiration for breddetrænere, som ikke befinder sig på Henrik Mølbjergs høje videns- og erfaringsniveau.

Bogen skriger derfor på en pixi-udgave eller måske en kursusrække, hvor forfatteren mere konkret forklarer og viser sine træningsprincipper og giver konkrete anvisninger på, hvordan han organiserer træning og tilgang til de enkelte spillere og deres familier.

Mere læring i Team Ø end i Barcelona?

Svagheden ved bogen er dybest set, at Henrik Mølbjerg er for passioneret omkring træningsmetoder hos træner- og spillelegender som Guardiola og Cruyff og helt overbevist om, at det er der, man skal finde den genfundne glød i hans nordjyske teenagetrups øjne.

Vi havde dybest set mere brug for flere konkrete eksempler på genfundet fodboldglæde og virkningsfulde træningsmetoder fra de nordjyske græsrødder i breddeklubbernes og de daglige træningssituationers ofte lidt kaotiske virkelighed.

Hvordan tænder man gløden i teenagernes øjne? Fodboldmiljøerne skriger på debat, værktøjer og ny inspiration. Her en sjælden lykkelig stund i selskab med anmelderens egne fodboldgutter.  Foto: Henrik H. Brandt

Hvordan tænder man gløden i teenagernes øjne? Fodboldmiljøerne skriger på debat, værktøjer og ny inspiration. Her en sjælden lykkelig stund i selskab med anmelderens egne fodboldgutter. Foto: Henrik H. Brandt

Måske er det i virkeligheden ikke så meget selve fodbold- og træningsfilosofien med inspiration i gadefodbolden som Henrik Mølbjergs evne til at møde hver enkelt teenager i øjenhøjde og uden de sorteringsmekanismer, han så levende beskriver, der har gjort forskellen i Team Ø’s konkrete tilfælde?

Det kan vi udenforstående med udgangspunkt i bogen ret beset kun gisne om.

Tilbage står, at Henrik Mølbjergs nådesløse beskrivelse af et dansk (og internationalt) ungdomsfodboldmiljø er helt korrekt og relevant.

I jagten på den enkelte unikke elitespiller, som måske i sidste ende slet ikke er gået den slagne vej gennem talentsystemerne i børne- og ungdomsårene, sorterer og rangordner man bevidst og ubevidst børne- og ungdomsspillere uden respekt og forståelse for biologisk udvikling og mental modenhed allerede tidligt i karrieren.

Samtidig gør DBU’s licenskrav til talentklubberne ofte selve den formelle træneruddannelse og trænerens ambitiøse projekt til ‘kongen’ - frem for udviklingen af hele fodboldmiljøer med respekten for hver enkelt spillers udviklingspotentiale uanset spillerens aktuelle niveau.

Der er slet ingen tvivl om, at dansk børne- og ungdomsfodbold - og sikkert også andre idrætsgrene - i disse år begår groteske fejl, der sætter produktionen af elitespillere til den professionelle maskine over alt andet med et ekstremt spild af både talenter og breddespillere til følge.

I den sammenhæng fortjener Henrik Mølbjerg et kæmpe skulderklap for det opråb, der ligger i Streetpossession. Måtte hans bog give anledning til hed debat og refleksion hos såvel seriøse trænere som i klub- og forbundsmiljøerne. Det er stærkt tiltrængt. Fodbolden er ved at rode sig ud i nogle vanskeligheder i disse år, som dybest set ikke kan accepteres i en idrætsgren, der giver næsten halvdelen af landets børn og unge deres idrætsmæssige og foreningsmæssige opdragelse.

Streetpossession. Bæredygtig fodbold på dansk.
En opskrift på højere medlemstal, forløst kreativitet og gennemført trivsel i ungdomsfodbolden.
Af Henrik Mølbjerg
Udgivet af Saxo Publish, 358 sider