Gallafest for et dystert sportsår

Hvor meget er der egentlig at fejre, når dansk idræt lørdag aften i Herning holder den traditionsrige hyldestfest ‘Sport 2018’ for årets store danske sportspræstationer? International idræt er i ødelæggende konflikt med sig selv, og selv hovedpersonerne, nemlig de aktive eliteudøvere, begynder stadigt kraftigere at manifestere deres manglende tillid til idrættens organisationer.

Fingene af fadet! Kampen om idrættens sociale ansvar

Det skæve Idræts-Danmark, Del 2 af 3. Hvorfor er det så svært for skiftende regeringer at iværksætte en ambitiøs og sammenhængende strategi for at understøtte adgangen til idræt for nogle af de inaktive eller udsatte borgere, som alle taler om? Der går en ubrudt linje fra daværende kulturminister Ebbe Lundgaards nederlag i en magtkamp med DIF og DGI i 1997 til nutidens forsømmelser i forhold til idrættens skæve grupper.

Store overskrifter og små puljer

Det skæve Idræts-Danmark, Del 1 af 3. Da regeringen for nylig annoncerede en satsning på 40 mio. kroner for at få flere af idrættens udsatte grupper ind i fællesskaberne, var det i praksis en videreførelse af flere årtiers tilfældig og ineffektiv statslig idrætspolitik i forhold til de målgrupper, som har sværest ved at finde ind i idrætslivet. Det eneste nye under solen, er at DIF og DGI denne gang blåstempler en helt utilstrækkelig statslig indsats.

Norsk ulighedsdebat i idrætten - med en elefant i rummet.

Selv om Norge lægger stor vægt på social lighed i samfundet generelt og i foreningsidrætten specifikt, har nye tal om en voldsom social ulighed i foreningsidrætten vakt en vis debat. Mens man ivrigt leder efter forklaringerne på frafald og generelt stigende social ulighed i foreningsidrætten, finder de norske unge i stort tal vej til de kommercielle fitnesscentre.

Krisen i idrættens forvaltning skal tages alvorligt

Sports Governance Observer. Paradoksalt nok er det de to mest skandaleramte internationale specialforbund, FIFA og IAAF, der formelt set har bedst styr på de interne forvaltningsstrukturer. Men generelt er international idræt fortsat i en alvorlig krise i forhold til demokrati, organisering og interne strukturer. Også dansk idræt har masser af forbedringspotentiale i forhold til foreningsdemokrati, samfundsansvar og interne procedurer.

DGI’s fremtid, del 4: Skal DGI på en ny mission?

DGI står i dag for meget for ’Directorate-General for Idræt’ og for lidt for ’Dansk Gymnastik & Innovation’. DGI bør tilskære sin egen organisation til de absolutte kerneopgaver med et reelt folkeligt fundament og i stedet anvende de frigjorte midler på at sætte retning og gøre andre aktører i idrætssektoren bedre. Kun sådan kan DGI indfri de løfter, organisationen har udstedt til samfundet.

DGI’s fremtid, del 1: Vend eller forsvind!

Afleverer afgående DGI-formand Søren Møller en organisation i absolut topform på DGI-årsmødet i Aarhus den 3. november, eller er DGI holdt kunstigt oppe af en utidssvarende støttestruktur i dansk idræt, som næppe får lov at fortsætte uantastet i mange år endnu? 

Læs første del af en personlig analyse af DGI’s rejse til en idrætspolitisk gigant med begrænset folkelig substans.

Mellem frivillighed og forventningspres

Folkets Møde i Aarhus i anledning af kommunens status som Europæisk Frivillighovedstad 2018 gav anledning til reflektion om tidens mange dilemmaer i relationen mellem frivillighed, civilsamfund og velfærdsstat. Hvor de fleste kan blive enige om at hylde det frivillige engagement, kan det straks være sværere at definere, hvornår velfærdsstaten naturligt bør høre op, og civilsamfundet tage over. Civilsamfundet bør også kigge indad og ikke kun fokusere på offentlige støtteordninger, bøvl og bureaukrati.