Idrættens hovedorganisationer brød ud i jubelkor, da de den 15. april kunne offentliggøre en fremgang på næsten 50.000 medlemmer i 2019 i idrætsforeninger under DIF og DGI. Ved nærmere eftersyn kalder de forjættede medlemstal dog snarere på selvransagelse og selvkritik i forhold til forvaltningen af en historisk kostbar idrætspolitisk investering.
Medlemstal gør blind.
I virkeligheden er det ofte tilfældigheder eller tendenser uden for foreningslivets rækkevidde, der afgør om en idrætsgren har fremgang eller tilbagegang, når de årlige medlemstal gøres op. Men siden lanceringen af visionen ’Bevæg dig for livet’ i 2013 har idrættens hovedorganisationer DIF og DGI lagt så stor prestige i medlemstallene, at den årlige lancering af tallene er den absolutte højsæson for idrætspolitisk spin og propaganda, uanset om tallene nu går op eller ned.
Man kunne tydeligt fornemme et lettelsens suk fra idrætsbunkerne i Brøndby og Vingsted, da dette års medlemstal blev offentliggjort den 15. april: Næsten 50.000 nye danskere i foreningerne.... Endelig! Organisationernes fælles vision ’Bevæg dig for livet’ begynder at virke.
Eller gør den?
I realiteten står både den enorme fokus på medlemstallene og det prestigefulde visionssamarbejde i vejen for vigtige indsigter og mere effektive veje til at styrke idrætssektoren både i og uden for foreningslivet.
Når man kigger nærmere efter, rykker millioninvesteringen i visionen i bedste fald kun marginalt på tallene. Men hvem bekymrede sig om det, da organisationerne offentliggjorde deres officielle medlemstal for 2019:
Tallene fra DIF og DGI viste en fremgang på næsten 50.000 medlemmer i foreninger under DIF og DGI til nu over 2,3 millioner medlemmer. Medier i hver eneste kommune i landet fik tilsendt et skræddersyet lokalt PR-fremstød. Tilfredsheden hos de ansvarlige instanser hos DIF og DGI var massiv:
”Fantastisk fremgang for landets idrætsforeninger. Aldrig har der været så mange medlemmer som i dag, hvor 2.3 millioner danskere er medlem i en idrætsforening,” skrev DGI’s konstituerede direktør, Troels Rasmussen på Facebook.
”Der har aldrig været flere i DIF og DGI's idrætsforeninger. For første gang over 2,3 millioner medlemmer og fremgang på tværs af køn og aldersgrupper. Godt på vej mod verdens mest aktive nation,” tweetede DIF’s PR-afdeling.
”Hvis vi kan holde fast i udviklingen sammen med foreninger, kommuner og andre samarbejdspartnere, så når vi i mål med vores ambitiøse målsætning i ’Bevæg dig for livet’ om 325.000 flere foreningsaktive danskere,” konkluderede Charlotte Bach Thomassen, formand i DGI.
Men går det overhovedet så fantastisk?
Hvad er egentlig den nøgterne historie om medlemstallene i foreningsidrætten? Hvad skyldes forandringerne? Er man på ret kurs – eller kan man med fordel ændre kursen i forsøget på at gøre flere danskere aktive og inspirere til bedre foreningsmiljøer?
Nedenfor følger en lang historie med en del af svarene - i den udstrækning svarene overhovedet findes:
Indeks for medlemsudvikling i DIF/DGI baseret på Centralt ForeningsRegister med udgangspunkt i tallene ved lanceringen af visionssamarbejdet om ‘Bevæg dig for livet’ i 2013. Den gule kurve viser indeks for antal kommercielle fitnesscentre i samme periode ifølge idan.dk. Den blå og den brune kurve viser befolkningsudviklingen for hhv. danskere under 25 år og over 25 år i perioden (Danmarks Statistik).
Er der reelt fremgang i medlemstallene i 2019?
Ja, det var der indiskutabelt. Det er ikke første gang siden 2013, at DIF/DGI praler af deres resultater ved lanceringen af de årlige medlemstal, men det er første gang, at der reelt kan registreres en synlig vækst i antallet af nye medlemskaber i DIF og DGI.
I 2019 kunne DIF og DGI notere en fremgang på 49.274 såkaldte medlemmer. Det såkaldte unikke medlemstal på lige godt 2,3 millioner dækker dog ikke over ‘antal danskere’ i idrætsforeningerne, men over antal medlemskaber af idrætsforeninger, som er medlem af et specialforbund eller DGI – eller typisk medlem af såvel et specialforbund som DGI.
Det såkaldte Centrale ForeningsRegister har siden 2012 harmoniseret organisationernes måde at tælle medlemmer på, så et medlemskab kun tæller én gang, selv om medlemmets lokale forening er medlem af såvel DGI som et specialforbund under DIF. Til gengæld tæller man med som medlem flere gange, hvis man er medlem af flere forskellige foreninger.
Fremgangen i medlemstallet for 2019 kan dække over tilgang til eksisterende foreninger, over etablering af nye idrætsforeninger, som melder sig ind i DGI eller et specialforbund under DIF, eller over allerede eksisterende foreninger, som melder sig ind i DGI eller et specialforbund for at nyde godt af eksempelvis kollektive forsikringsordninger eller andre goder i de store idrætsorganisationerne med monopol gennem udlodningsloven på de statslige midler til foreningsidræt.
Derfor dokumenterer de nye medlemstal ikke, at næsten 50.000 ’nye’ danskere blev medlem af en idrætsforening i 2019, som DGI-direktør Troels Rasmussen og andre af organisationernes folk bekendtgjorde. Tallene viser en positiv tendens, men fremgangen i antal personer er sandsynligvis betydeligt lavere, fordi mange af de nye medlemmer i forvejen var medlem af andre idrætsforeninger under DIF/DGI.
Fremgangen i medlemstal afspejler også, at DIF og især DGI i de senere år har intensiveret salgsarbejdet over for eksisterende initiativer i idrætten og bredt idrætspaletten ud til nye aktiviteter, som tidligere ikke var en del af paletten hos DIF og DGI. Hvis man udvider kategorierne af aktiviteter, som tæller med, påvirker det naturligvis medlemstallene positivt.
Det officielle PR-materiale fra DIF og DGI lader ingen i tvivl om, at det går forrygende med medlemstallene som følge af Bevæg dig for livet.
Er 2,3 millioner danskere nu medlem af en idrætsforening?
Det ved vi faktisk ikke. Formentlig har foreninger med idræt på programmet i virkeligheden større tilslutning, men DIF/DGI har så stor idrætspolitisk magt, at de rent retorisk hyppigt sætter deres egne medlemstal lig med ’idrættens’ medlemstal.
Det er i medierne en ofte forekommende misforståelse, at DIF’s medlemstal eller DIF/DGI’s samlede medlemstal er lig med antallet af foreningsaktive danskere. Denne misforståelse gør DIF/DGI’s ansvarlige personer sig sjældent ret store anstrengelser for at rette.
DIF/DGI’s samlede unikke medlemstal passerede altså 2,3 mio. kr. i 2019. Tæller man også Firmaidrættens medlemmer med, er der i alt over 2,6 mio. officielle medlemskaber registreret under idrættens tre ’officielle’ hovedorganisationer.
Godt 100.000 af disse medlemskaber kommer ikke fra idrætsforeninger, men fra efterskoler/højskoler (DIF/DGI) eller fra erhvervsskoler og motion på arbejdspladserne (primært Firmaidrætten). Der justeres løbende på definitionerne for, hvem der ’tæller med’ i Centralt ForeningsRegister. Sammenligninger af medlemstal over tid kan derfor være lidt ’shaky’. I princippet er medlemstallene slet ikke designet til at være det afgørende benchmark for organisationernes succes, men sådan er det i praksis blevet med lanceringen af ’Bevæg dig for livet’.
Medlemstallene i DIF og DGI viser antal medlemskaber i foreninger under DGI eller DIF’s specialforbund og ikke antal individuelle medlemmer i foreningerne. Hvis man er medlem af flere idrætsforeninger, tæller man flere gange.
Vigtigst for forståelsen af det samlede billede er, at medlemstallet i organisationerne ikke dækker over antal personer, men over antal medlemskaber. Antallet af ’CPR-numre’, som er formelt medlem af en forening under DIF/DGI, er betydeligt lavere end 2,3 mio.
Til gengæld er der også en del andre typer af foreninger eller non-profit organisationer, som udbyder idrætsaktiviteter. Mangfoldigheden i idrætten har været stigende gennem mange år: Sociale foreninger, Ældre Sagen, patientforeninger, gadeidrætsaktører, oplysningsforbund, landsdækkende organisationer eller nye foreninger/forbund uden for DIF/DGI osv.
Nogen helt præcis definition af foreningsidræt findes egentlig ikke. Mange kommuner tæller medlemmer af folkeoplysende foreninger, og kommunerne registrerer ikke altid samme medlemstal i det lokale foreningsliv som Centralt ForeningsRegister (CFR) af den grund, at de ikke nødvendigvis er i kontakt med alle idrætsforeninger, eller at foreningerne indberetter efter forskellige kriterier til CFR og til kommunernes støttesystemer.
Idrættens Analyseinstitut opgjorde i 2007, 2011 og 2016 medlemsandelen i idrætsforeningerne ved at spørge et repræsentativt udsnit af befolkningen, om de inden for det seneste år havde dyrket forskellige idrætsaktiviteter – og i bekræftende fald, om de havde gjort det i en idrætsforening.
I 2016 havde 86 pct. af børnene mellem 7-15 år og 39 pct. af de voksne over 16 år efter eget udsagn dyrket mindst én aktivitet i forening inden for det seneste år. Tallene viste en svagt vigende tendens i forhold til 2011, men akkurat som ved de officielle medlemstal, er der metodiske valg og usikkerheder i målemetoden. Ikke desto mindre er det Idans tal fra befolkningsundersøgelsen, som DIF og DGI har udvalgt som det officielle benchmark for DIF/DGI’s vision om at nå 50 pct. foreningsaktive danskere i 2025.
I 2011 var andelen af foreningsaktive danskere (inden for det seneste år) omregnet fra Idans befolkningsundersøgelse på 46 pct. af befolkningen. I 2016 var andelen 44 pct. Hvis man i stedet opgør antal medlemskaber i DIF/DGI i forhold til befolkningstallet i Danmark, er ‘foreningsprocenten’ i DIF/DGI i 2019 på 39,72 %, men dette tal viser antal medlemskaber i procent af befolkningstallet, ikke antal enkeltpersoner.
Meget tyder overordnet på, at tilslutningen til foreningsidræt i Danmark er stabil på et højt niveau. Når man opgør foreningsdeltagelsen i procent af befolkningen, tager man højde for det faktum, at befolkningstallet typisk stiger en smule hvert år. DIF/DGI skal derfor kunne fremvise en lille medlemsvækst hvert år for at bevare status quo i medlemsandel.
Er der vækst i ’Bevæg dig for livet’?
Bevæg dig for livet blev lanceret i 2013 af DIF/DGI som et intensiveret samarbejde om at styrke foreningsdeltagelsen og idrætsdeltagelsen i Danmark.
’Fortællingen’ gik ud på, at et intensiveret samarbejde mellem DIF og DGI i modsætning til tidligere tiders rivalisering og forskellige tilgange ville styrke foreningsidrættens tilbud og øge idrætsdeltagelsen. Det usagte idrætspolitiske mål med visionen var at forhindre, at andre aktører fik andel i udlodningsmidlerne i forbindelse med forhandlingerne om den fremtidige statslige støtte til idrætten.
Målet med Bevæg dig for livet er officielt at nå 50 pct. foreningsaktive og 75 pct. ’idrætsaktive’ inden 2025. Derfor hed visionen i de første år ‘Vision 25-50-75’.
Ifølge TV2 havde satsningen i 2018 kostet over 230 mio. kr. af organisationernes egne midler samt fondsmidler fra Nordea-fonden og TrygFonden. Organisationerne har lagt enorm prestige i satsningen og fået såvel fonde som p.t. 21 såkaldte visionskommuner med på satsningen.
Reelt er effekten på idrætsdeltagelsen af visionssatsningen nærmest umulig at måle over den samlede periode. Af samme grund har propagandatrykket været ekstra voldsomt i forbindelse med de netop offentliggjorte tal, fordi der for første gang siden lanceringen af visionen var en fremgang i medlemstallene.
Realiteten er dog, at i forhold til udgangspunktet for visionen ved lanceringen i 2013, ligger DIF/DGI trods medlemsfremgangen i 2019 på indeks 102 i medlemstal. Kigger man på børn og unge under 25 år, som historisk er fokus for foreningsidrætten og folkeoplysningsloven, ligger man i 2019 på indeks 99 i forhold til 2013. Kigger man på befolkningen over 25 år, som har været målgruppen for de fleste satsninger i Bevæg dig for livet, ligger man i 2019 på indeks 105. Det er alt andet lige bedre, men befolkningstallet for voksne danskere over 25 år ligger i 2019 ligeledes på indeks 105 i forhold til 2013.
Det bedste bud er, at organisationerne har uændret markedsandel i den voksne del af befolkningen, mens de har mistet lidt fart på børne- og ungdomssiden i løbet af de seks år siden lanceringen af den ambitiøse vision med udløb i 2025.
Interessant nok var væksten i DIF/DGI’s medlemstal faktisk større i årene op til lanceringen af visionen, end den har været i årene under visionen. Man kan faktisk ikke udelukke, at rivaliseringen på koncepter og foreningsservice mellem DIF/DGI i årene før visionen i praksis havde en mere gunstig effekt på foreningsdeltagelsen end det nuværende ofte bøvlede og koordineringskrævende samarbejde, fordi foreningerne lokalt havde flere valgmuligheder og tilgange.
Noget iøjnefaldende resultat af en ’historisk’ satsning på højere medlemstal er der langt fra tale om, selv om organisationernes velsmurte propagandamaskine for ’Bevæg dig for livets’ succes konsekvent tegner et rosenrødt billede.
Hvor kommer væksten hos DIF/DGI fra?
Der er altid små fluktuationer i de enkelte specialforbunds medlemstal. For de mindre forbund kan en enkelt forenings forfald eller tilmelding eller en ændret kategorisering af aktiviteter betyde en del. Der kan være rene teknikaliteter i definitioner eller unøjagtigheder i de lokale foreningers indberetninger. Man skal derfor være varsom med at bruge medlemstal som en endelig ’dom’ over, hvordan det går i en enkelt idrætsgren.
Til gengæld kan man godt se på overordnede tendenser i medlemstallene over tid. Her viser en analyse af foreningerne i DIF/DGI i årene med Bevæg dig for livet, at væksten helt overordnet kommer fra ’nye’ motionsorienterede aktiviteter. Det var også hensigten med Bevæg dig for livet.
Uden Foreningsfitness, som har været i ubrudt vækst, siden DGI lancerede konceptet efter årtusindeskiftet, ville DIF/DGI have oplevet et decideret fald i medlemstallet siden 2013.
Foreningsfitness er ganske rigtigt en officiel del af ’Bevæg dig for livet’ visionen, så det er positivt, at fitness i forening har succes, men Foreningsfitness eksisterede allerede som fælles satsning og før det som rent DGI-koncept inden lanceringen af Bevæg dig for livet. Foreningsfitness har haft konstant positive vækstrater i alle årene, fordi fitness netop får fat i nogle af de typisk lidt mere modne medlemmer, som man tidligere manglede passende tilbud til i mange af de klassiske foreningsmiljøer rundt omkring i landet.
En anden aktuel højdespringer er svømning. Her har de seneste år budt på stor fremgang, Ikke mindst på grund af voksen/seniorsvømning samt optagelse af eksisterende foreninger eller etablering af populære vinterbadeklubber i de store byer, som i løbet af få år er vokset til nogle af de allerstørste ’idrætsforeninger’ overhovedet i Danmark. Børne- og ungesvømningen er mere stabil.
Medlemsvækst i de 11 Bevæg dig for livet-idrætter. Det samlede medlemstal i disse idrætter er 1.217.226 i 2019. Starttallet er tillagt 44.414 estimerede medlemmer i løb, som i 2013 fortsat var en del af atletik. Indeks er vist med og uden Foreningsfitness. Kilde: Centralt ForeningsRegister
Helt generelt viser DIF/DGI’s medlemstal overvejende fremgang i de aktiviteter, som også udvikles og dyrkes uden for foreningslivet. Eksempler er fitness, crossfit, dance, svømning, kajak/SUP, motionscykling, Esport osv.
Organisationerne har medlems- og foreningsvækst i disse aktiviteter, men foreningslivets markedsandel i populære aktiviteter som fitness, motionscykling, løb osv. er dybest set beskeden trods massive satsninger i Bevæg dig for livet. Andre aktører dækker en større del af markedet og leverer en større del af væksten. Det hører man bare sjældent om, når DIF/DGI PR-maskineriet gang på gang og helt bevidst italesætter idræt i regi af DIF/DGI som ’idrætten’ – underforstået hele idrætten.
Isolerer man de 11 udvalgte visionsidrætterne fra de øvrige idrætter, er væksten lidt bedre end den generelle medlemsudvikling, nemlig på indeks 110 i forhold til udgangspunktet i 2013. Indeks er på 103 uden foreningsfitness, hvilket understreger pointen om Foreningsfitness som guldægget både før og efter lanceringen af Bevæg dig for livet.
Der findes ingen ’autoriserede medlemstal’ for kommerciel fitness og andre kommercielt organiserede idrætter. Derfor er det svært at sammenligne væksten i den kommercielle sektor og foreningsidrætten helt præcist. En indikator kan være, at fitnesskæden LOOP, der konceptuelt går efter samme målgruppe som foreningsfitness, åbnede 25 nye centre alene i første kvartal af 2020!
Idrættens Analyseinstituts årlige optælling af antallet af kommercielle fitnesscentre, viser desuden en kommerciel sektor i langt kraftigere vækst end foreningsidrætten. Da denne opgørelse bygger på antal centre og ikke på antal medlemmer, kan den ikke direkte sammenlignes, men dog tydeliggøre tendensen ganske eftertrykkeligt (se figuren øverst).
En interessant tendens i foreningstallene er, at de store, professionaliserede lokale idrætsforeninger med en kompetent ledelse og markedsorienterede og omstillingsparate ’mindset’ inden for eksempelvis fodbold (især Københavns-området), svømning, gymnastik, fitness, vandsport osv. generelt trækker rigtig mange og et stigende antal medlemmer. Selv tennis har vendt kurven efter årtiers nedgang, men er fortsat meget langt fra fordums storhed. Her spiller den fremstormende padel tennis sport, som ligeledes i høj grad vokser ud af det kommercielle, dog givetvis en rolle.
DGI har også fremgang i E-sport, simpelthen fordi man har valgt at arbejde med E-sport som foreningsidræt, hvorfor E-sportens første forbund ‘Esport Danmark’, som blev stiftet i 2007, men er uden fast adgang til udlodningsmidler, i stigende grad må se sig skubbet økonomisk og politisk af pinden.
Fremgangen i idrætsorganisationernes medlemstal kommer altså primært fra de aktiviteter og foreningsmiljøer, som minder mest om den professionelle og ofte kommercielle del af idrætten. Adskillelsen mellem forening, projektbaseret idræt og kommercielle aktører er ikke længere så entydig som tidligere, hvilket i sig selv udvander det massive fokus på medlemstal i DIF og DGI.
Der er intet forkert i, at DIF/DGI efter bedste evne organiserer nye foreninger inden for nye tendenser. Udfordringen er bare, at DIF/DGI (og Firmaidrætten) har et lovmæssigt monopol på de statslige udlodningsmidler til foreningslivet. En meget stor del af den massive PR-øvelse omkring medlemstallene går derfor ud på at signalere, at der trods tydelige forandringer i idrætsbilledet fortsat ikke er grund til at ændre i en udlodningsstruktur og en idrætspolitisk model, der stort set er uforandret, siden Dansk Firmaidrætsforbund fik plads på udlodningsnøglen midt i 1970’erne.
Men der er faktisk rigtig gode grunde til at justere i idrættens finansiering: Aktuelt kæmper organisationer som Dansk Skoleidræt, Esport Danmark, idrætsorganisationer med socialt sigte, Gadeidrætten og en række mindre forbund i nye idrætsgrene for en ligeberettiget plads i støttesystemet. De har ikke en chance for at opnå samme stabile vilkår som DIF/DGI i det nuværende idrætspolitiske klima… Når DIF/DGI aktuelt blæser så kraftigt i trompeten over enhver fremgang i medlemstal, er signalet derfor ikke bare: ”Her går det godt!” Signalet er i langt højere grad: ”Kære Christiansborg. Intet må ændres i den statslige støttepolitik”.
“Når DIF/DGI blæser så kraftigt i trompeten over enhver fremgang i medlemstal, er signalet derfor ikke bare: ”Her går det godt!” Signalet er i langt højere grad: ”Kære Christiansborg. Intet må ændres i den statslige støttepolitik”. ”
På grund af målsætningerne om flere medlemmer i Bevæg dig for livet-visionen er medlemstal i stigende grad blevet politisk sprængfarlige for DIF og DGI. Det handler om at fortie, at foreningsidrættens tag i befolkningen på det nærmeste er upåvirket af indsatserne i Bevæg dig for livet, og det handler for alt i verden om at fjerne opmærksomheden fra, at andre dele af idrætten vinder markedsandele og i højere grad bidrager til væksten i idrætten end Bevæg dig for livet.
Virker Bevæg dig for livet?
Ifølge DIF/DGI kom knapt halvdelen af medlemsfremgangen i 2019, godt 23.000 medlemmer, fra de 11 såkaldte visionsidrætter, der løber med hovedparten af de massive investeringer i ’Bevæg dig for livet’. Langt fra alle de nye medlemmer i ’visionsidrætterne’ kommer dog fra egentlige formelle ’visionsaftaler’ om særlige satsninger i de nævnte idrætter.
Det næste spørgsmål er så, om ’visionsaftalerne’ og den massive oprustning med ansatte medarbejdere i de pågældende idrætter reelt flytter det store, eller om andre trends og tendenser i højere grad spiller ind?
Menigheden – typisk de ansatte og politisk ansvarlige for visionsprojektet - vil hævde, at når der i 2019 for første gang siden lanceringen af visionen 2013 er en synlig fremgang, så er det naturligvis, fordi ”visionen er begyndt at virke”.
Intet tyder bare på, at de visionsidrætter, som viser substantiel vækst, ville stå stille uden Bevæg dig for livet. Væksten i den kommercielle idræt og i motionsidræt fra alle vinkler er simpelthen så kraftig, at det virker usandsynligt, at foreningsidrætten ikke skulle tage sin medlemsandel med fitness og vinterbadning/havsvømning og motionscykling på landevej og MTB som aktuelle eksempler. Visionsidrætterne er snarere del af en generel trend end egentlig drivende for en trend.
Kigger man på de såkaldte satsningsidrætter i Bevæg dig for livet, vil man samtidig se, at halvdelen af dem ikke har haft medlemsfremgang siden lanceringen af visionssatsningen. De klassiske foreningsidrætter er stået temmelig stille i hele visionsperioden, og fitness trækker derfor stort set hele læsset for Bevæg dig for livet-satsningen med lidt hjælp fra svømning, floorball, kajak, cykling og løb.
Visionsidrætterne håndbold, fodbold, volleyball, tennis og badminton er derimod gået medlemsmæssigt tilbage siden 2013 trods stigende befolkningstal og trods enorm fokus på at lokke nye aktiviteter ind i folden, så de kan ‘tælle med’.
Også i forhold til tilbagegang og stagnation følger visionsidrætterne dog en generel trend, der allerede var i gang i de klassiske idrætter. Det er dog bemærkelsesværdigt, at de visionsidrætter, som ikke viser fremgang, typisk er traditionsrige idrætter, som næsten altovervejende dyrkes i forening. Der mangler simpelthen påvirkningen fra det innovative og markedsorienterede mindset og den trendsættende popularitet gennem andre organisationsformer, som de fremgangsrige visionsidrætter alle tapper ind i.
Meget kunne tyde på, at vejen til at skabe substantiel fremgang på motionsfronten i visionsidrætter som fodbold, håndbold, tennis og badminton slet ikke er intensiveret samarbejde, politisk styring og koordination eller ’tro på vækst gennem foreningerne’, som visionsaftalerne mellem DIF og DGI er udtryk for.
Hvis man skal have lige så meget gang i motionsdelen af eksempelvis fodbold, badminton og håndbold som i de mere fremgangsrige motionsidrætterne, bør man snarere håbe på, at foreningerne i fodbold, håndbold, badminton og tennis taber markedsandele i deres idrætter og får øget konkurrence udefra fra andre organiseringsformer og aktører. Hvis den samlede kage bliver større, vil det også smitte positivt af på foreningernes medlemstal i de pågældende idrætsgrene. Fremgangen i en aktivitet som padel tennis og mange års enorm popularitet til en aktivitet som løb er et pejlemærke i den retning.
Succesformlen handler derfor ikke om mere organisatorisk kontrol med badminton, tennis, fodbold og håndbold gennem visionssatsningerne til traditionsrige organisationer som Dansk Håndbold Forbund, DGI og DBU, hvis kurven for alvor skal knækkes. Det handler tværtimod om mindre magt og mindre kontrol til mastodonterne og mere ‘anarki’ og nye vækstlag. Men fortæl lige bestyrelserne i DBU og DHF det…
“Det handler derfor ikke om mere organisatorisk kontrol med badminton, fodbold og håndbold til traditionsrige organisationer som Dansk Håndbold Forbund, DGI og DBU, hvis kurven for alvor skal knækkes. Det handler tværtimod om mindre magt og mindre kontrol til mastodonterne og mere ‘anarki’ og nye vækstlag. Men fortæl lige bestyrelserne i DBU og DHF det… ”
Skåret ind til benet, har Foreningsfitness nærmest alene æren for, at DIF/DGI’s samlede medlemstal i tiden med Bevæg dig for livet-visionen har holdt nogenlunde trit med befolkningstilvæksten.
Foreningsfitness kom dog før visionen, og det er derfor dybest set svært at tilskrive ‘guldkornene’ fra Bevæg dig for livet nogen synlig effekt på medlemstallene i DIF/DGI.
Og dog: Hvis man i stedet for at kigge seks år frem fra 2013, kigger seks år tilbage i medlemstallene, vil man kunne konstatere, at vækstkurven i DIF/DGI’s medlemstal snarere er aftaget end tiltaget i årene med organisationernes massive satsning på BDFL.
Et paradoks. Væksten i nye medlemskaber i DIF og DGI er snarere aftaget end tiltaget i årene efter lanceringen af det nære samarbejde mellem DIF og DGI om ‘Bevæg dig for livet’ i 2013. Tal fra Centralt ForeningsRegister.
Giver det mening at fokusere så hårdt på medlemstal?
Medlemstal er en væsentlig indikator for trends og tendenser i idrætten og det arbejde, der foregår i specialforbund og landsdelsforeninger, og især for foreningsidrættens evne til at nå hele befolkningen. Men medlemstal bør ikke være den eneste væsentlige indikator for foreningsidrættens trivsel.
Med Bevæg dig for livet har DIF/DGI netop gjort medlemstal til den afgørende indikator. Det ligner et stigende problem for en foreningsidræt med udspring i en demokratisk og folkeoplysende tradition: Der er jo også andre valide kvaliteter og indikatorer for udviklingen i foreningsidrætten end ren kvantitet:
Hvor ofte? Hvor glade? Med hvem? Hvilken social kapital skabes? Hvor godt? Hvor sundt? Hvorfor overhovedet…?
Sådanne debatter er vigtige i en demokratisk idrætsbevægelse, og historisk har sådanne debatter og forskellige værdier da også spillet en stor rolle i idrætsorganisationerne.
Debat og ‘rivalisering’ bidrager til kvalitetsudviklingen, men i årene med Bevæg dig for livet har organisationerne lagt låg på selvkritikken og den indbyrdes idrætspolitiske debat. Nu handler det jo om samarbejde, selv om eksempelvis en potentielt fremstormende aktivitet som motionsfodbold for voksne og ældre sandsynligvis ville have langt højere vækstrater, hvis Foreningsfitness, gymnastik, aftenskolen, fitnesscentret eller det lokale idrætscenter udviklede nye koncepter og begyndte at stjæle markedsandele fra fodboldklubberne.
Samarbejdsånden er så vigtig, at den interne og offentlige kritik nærmest er udraderet i spillet mellem organisationerne. I takt med, at organisationerne i stigende grad tegnes af de stadigt flere ansatte medarbejdere, er det umuligt at få øje på de stemmer, der indefra højlydt skal kræve en justering af kursen. Der står jo arbejdspladser på spil indadtil.
Udadtil har de kommuner og fonde, som har investeret massiv økonomi og prestige i visionen, heller ikke den store appetit på at komme på tværs af propagandamaskinen. Hver gang en ny borgmester hopper på limpinden og gør sin kommune til visionskommune, køber kejseren i praksis endnu et stykke beklædning af de veltalende skræddere fra DIF og DGI.
Der er i det store hele ingen anderledes tænkende tilbage i det centrale organisationsapparat. Historieløsheden breder sig, og uenighed internt eller offentlig debat imellem DIF og DGI opfattes som en ’farlig’ svaghed i det politiske propagandaapparat, man har opbygget i forhold til Christiansborg og lokale politikere.
Antallet af offentligt tilgængelige dokumenter reduceres løbende. Analyser og målinger bevogtes som statshemmeligheder, medmindre de viser et nyttigt resultat. Ingen uhensigtsmæssige budskaber eller tal slippes ud, og mediernes hyppige fejlfortolkninger af medlemstallene korrigeres ikke.
Hvad er der ellers sket i idrætten?
Som det fremgår ovenfor, er effekten af DIF/DGI’s og Bevæg dig for livet-visionens bestræbelser for at styrke medlemstallene i bedste fald svær at påvise.
Investeringer for hundredvis af millioner af kroner på ansatte, kampagner og prestigeevents har ikke rigtigt flyttet foreningsidrætten for alvor på lokalt niveau.
Selv hvis DIF/DGI’s kommunikationsafdeling finder luppen frem og finder enkelte succeshistorier, er det relevant at spørge, om ikke millionerne kunne have været investeret langt klogere?
Problemet er bare, at med de massive propagandatryk for Bevæg dig for livet, kan man ikke længere stille et sådant spørgsmål. Hvordan ændre på noget, man i årevis har markedsført som en massiv succes? Man har simpelthen malet sig op i et hjørne, som betyder, at tingenes sløve gang kommer til at fortsætte i flere år endnu.
Det hører i virkeligheden til en af Bevæg dig for livets største PR-mæssige triumfer, at lanceringen af visionen har flyttet næsten hele den idrætspolitiske fokus over på spørgsmålet om ‘effekt eller mangel på samme’ af skrivebordstiltagene og satsningerne, der udgår fra forbundskontorerne i DIF og DGI. Derved køber både tilhængere og kritikere nemlig ind på præmissen, at Bevæg dig for livet enten ’virker’ eller ’ikke virker’.
Denne præmis er på mange måder uhensigtsmæssig, for den fjerner opmærksomheden fra, at Bevæg dig for livet overordnet set er uden den store indflydelse på tendenserne i det store idrætsbillede. Bevæg dig for livet er først og fremmest et idrætspolitisk kommunikationsværktøj og magtmiddel for DIF og DGI.
Der er mange andre faktorer end visionen, som ’virker’ eller ’ikke virker’ og altså påvirker danskernes deltagelse i idræt og idrætsforeninger.
Blot for at nævn nogle:
Kommunernes støtteordninger og investeringer, som er langt større end de statslige midler
Kommunernes generelt styrkede kompetencer og tværsektorielle indsatser på idrætsområdet siden kommunalreformen
Faciliteternes incitamentsstrukturer, økonomi, drift, miljøer, udformning og tilgængelighed
Adgangen til attraktive udeområder og bevægelsesmiljøer
Andre aktørers målrettede indsats og kerneydelser i forhold til at tiltrække nye målgrupper til idrætten
Potentialerne og de enorme investeringer i idrætsudvikling og faciliteter i den kommercielle breddeidræt (fitness m.v.)
Potentialerne i langt bedre ledelse og mere agile ’mindset’ blandt idrætssektorens frivillige og ansatte i bred forstand.
Potentialerne i innovation i aktivitet og organisering
Potentialerne i uddannelsesinstitutionerne og forskningen
Potentialerne i kompetenceudvikling af idrættens arbejdsstyrke i bred forstand
Potentialerne i nye ligeværdige partnerskaber og målrettede konstellationer, hvor andre aktører har mulighed for at arbejde ud fra tilnærmelsesvist samme stabile økonomiske position som DIF og DGI
Potentialerne i at satse strategisk på at udvikle kvaliteten hos andre idrætsudbydere end foreningsidrætten og forbundene
Potentialerne i digitalisering og nye fællesskaber
Potentialerne i at understøtte innovation fra græsrødderne snarere end favoriseringen af centralt udviklede og subventionerede koncepter fra organisationerne
Potentialerne i bedre adgang til risikovillig kapital, driftsmidler og idrætspolitisk opmærksomhed for andre aktører end DIF og DGI
Potentialerne i at arbejde med mere hybride organisationsformer end den historisk betingede rigide opdeling i ’støtteværdige’ folkeoplysende foreninger/idrætsorganisationer og andre organisationsformer
Mere aktive og strategisk tænkende private fonde, som (heldigvis) også hælder midler i andre idrætsformål end Bevæg dig for livet og de i forvejen rigeligt tilgodesete centrale organisationer
Ledelserne i DIF og DGI vil givetvis hævde, at det er præcis disse potentialer, man aktiverer gennem Bevæg dig for Livet og samarbejdet mellem de to organisationer. Man vil til hver en tid opfatte sig selv som værende bedst positioneret til at holde fast i rattet og dreje på samtlige knapper på idrættens store instrumentbræt.
Undertegnede vil tværtimod argumentere, at Bevæg dig for livet tværtimod monopoliserer idrætsudviklingen og lægger låg på snesevis af uudnyttede potentialer i idrætten og dermed reelt afholder utroligt mange gode kræfter fra at udfolde deres fulde potentialer.
Topstyring og manglende organisatorisk ’friktion’ og rivalisering er ganske enkelt en ineffektiv vej til målet i en folkelig bevægelse.
Hvem der har ret, kan man jo så diskutere…
Eller det vil sige, det kan man dybest ikke, for idrætsorganisationerne indlader sig jo ikke længere på offentlig debat om det substantielle indhold af deres virksomhed. De beskæftiger sig rent idrætspolitisk kun med propaganda og politisk lobbyarbejde, og politikerne på Christiansborg labber det hele i sig. Man vil jo ikke være uvenner med ’foreningslivet’.
Hvis andre har lyst at tage del i debatten og bidrage til en stærkere udvikling af foreningsidrætten og fremtidens idrætssektor i Danmark, har de med denne artikel forhåbentlig fået et styrket grundlag.
Yderligere nyttigt kildemateriale:
Leg selv med medlemstallene på medlemstal.dk eller i undersiderne om medlemstal hos DIF eller DGI, hvor man også finder organisationernes egne analyser af medlemsudviklingen.
Totale fuldblodsnørder kan studere udviklingen i de enkelte foreninger under DIF, DGI eller Firmaidrætten her.
En anden vinkel på udviklingen i idrættens trends og tendenser giver befolkningsundersøgelsen ‘Danskernes motions- og sportsvaner 2016’ fra Idrættens Analyseinstitut.
