Kommentar: Sidste sommer kunne man i en artikel i Aarhus Stiftstidende i anledning af Aabyhøj IF’s 100 års jubilæum læse beretningen om den aarhusianske forstadsforenings tilbliven.
Opråb til politikerne i Aarhus Kommune: Løbet er ved at være kørt for rettidig omhu på idrætsområdet i Aarhus Kommune. Byens mange flerstrengede idrætsforeninger sygner hen ,og de nye kvarterer bliver golde stenørkener, hvis ikke kommunen tager seriøst livtag med mursten og menneskelige ressourcer i de kommende år. Foto: Lars Krabbe
Aaby Sogneråd havde ”stillet sig overordentlig velvilligt til andragendet,” da en gruppe unge i 1919 anmodede om økonomisk støtte til et redskabs- og omklædningshus.
Mange andre foreninger kan fortælle lignende historier om dengang, de fik deres første idrætsbane eller deres første primitive klubhus eller værested, hvorfra de med årene voksede sig til væsentlige faktorer i deres lokalsamfunds liv og udvikling. Indbyggere flytter til og fra, og kvartererne ændrer sig med tiden, men en by som Aarhus er i udpræget grad forsynet med traditionsrige flerstrengede idrætsforeninger, som gennem årene har spillet en væsentlig rolle i liv og udvikling i deres respektive kvarterer.
Måske hjalp det dengang på Sognerådets velvilje i Aaby, at de unge boldspillere, ifølge artiklen knuste vel mange ruder i skolegården i mangel på en rigtig idrætsplads og et sted at være? Mangen et sogneråd har gennem årene brugt frygten for, at de unge skulle hænge på gadehjørnerne som begrundelse for at investere i et godt idræts- og fritidsliv.
Måske er der særligt gode grunde til at finde denne klassiske argumentation for at sørge godt for idræts- og fritidslivet frem igen i netop Aarhus Kommune?
Den voksende by udvikler sig i disse år i en retning, hvor forskellene på borgernes velstand og civilsamfundets trivsel ændrer sig ganske tydeligt fra kvarter til kvarter i kommunen.
I nutidens Aarhus halter det bare slemt med ‘Sognerådets’ velvilje over for borgernes og foreningernes andragender om en hjælpende hånd til nye idrætsfaciliteter og mere spændende idrætsmiljøer. Kommunen vokser voldsomt både i indbyggertal og i arealmæssig fortætning. De lokale politikere har gennem mange år været i skudlinjen for ikke at prioritere idrætsfaciliteter og rammer til fritidslivet højt nok i de økonomiske og byplanmæssige prioriteringer. Faktuelt set halter kommunen allerede i dag efter de fleste andre kommuner i dækning med de gængse idrætsfaciliteter og i de offentlige budgetter til idræts- og fritidsformål. Kigger man i befolkningsfremskrivningerne, bliver der kun endnu mere kamp om pladserne og de beskedne budgetter til nye idrætsfaciliteter i de kommende år. Advarselslamperne blinker. Alle ved det.
Mandag den 1. marts fik borgerne på et offentligt møde i Rådhushallen mulighed for at adressere udviklingen på idrætsområdet på et debatmøde med lokale politikere.
Brug for rudeknusere igen?
Skal man tro på de mange indlæg på mødet og ikke mindst svarene fra panelet af lokalpolitikere, kan der snart blive brug for rudeknusere i skolegårdene og uopdragne tasketyve på tunede knallerter igen i Aarhus Kommunes kvarterer. Ellers er det på baggrund af udmeldingerne på mødet svært at forestille sig nogen særlig politisk velvilje til at tage et andet valg end kommunens aktuelle kurs mod ubalance i forholdet mellem investeringer i idrætsmiljøer og byens befolkningsmæssige vækst og udvikling.
Over 300 fremmødte til mandagens borgermøde om fremtidens idrætsfaciliteter i Rådhushallen i Aarhus og intens debat i de lokale medier før mødet sendte et endog meget kraftigt signal til byens politikere om, at kommunens underligt sløve og uengagerede idrætspolitik gennem mange år er ved at udvikle sig til et stigende problem for byens udvikling og sammenhængskraft.
Ønskelisten fra de mange fremmødte foreningsfolk fra idrætsforeningerne i byens forskellige lokalområder var lang – sådan vil det givetvis altid være – men der var faktisk ikke tale om foreninger, som bare krævede ind. Der var langt hen vejen tale om engagerede foreninger og borgere, som gerne ville investere tid, midler og kræfter i at udvikle deres faciliteter og foreningsmiljøer, hvis kommunen blot levede op til sit ansvar og tog initiativ til at udvikle byens idræts- og fritidsliv i mindst samme takt som den massive befolkningstilvækst nu og i de kommende år.
Ingen substantielle løfter
Paneldebatten med partierne gav kun halve løfter. Skærer man ind til benet, er der ikke noget substantielt løft af idrætsområdet i sigte i Aarhus. ”Vi prioriterer socialpolitikken over idrætsfaciliteter’, som SF’s repræsentant fik sagt i debatten.
Realiteten er bare, at netop den holdning kan vise sig at være en kæmpe fejltagelse – og en dyr fejltagelse. Måske bør nutidens kommunalbestyrelse i Aarhus tage ved lære af Sognerådet i Aabyhøj anno 1919?
Hvad er da situationen i Aarhus?
Situationen, som beskrevet i rapporten ‘Idræt og motion. Hvor er Aarhus?’ (Idrættens Analyseinstitut 2010), er at Aarhus er en by med fantastiske styrkepositioner på idrætsområdet:
Urbane og lidt ’flygtige’ og storbyagtige idrætsmiljøer i midtbyen, hvor snart halvdelen af indbyggerne er studerende mellem 20 og 30 år.
Fantastiske rammer for udendørs motion i skove og parker, åbne landskaber og på vandet. Ikke mange storbyer har samme adgang til naturen i næsten alle nærområder.
En bred palet af specialfaciliteter til alle de nørdede småidrætsgrene, så man kan have et mangfoldigt og broget fritidsliv i landets næststørste kommune.
Stærke institutioner, masser af ungdom og ressourcestærke borgere at involvere som den helt afgørende ’software’, der skal få de fysiske rammer til at leve.
Og ikke mindst den unikke ’ring’ af solide flerstrengede idrætsforeninger i alle byens forstæder og landsbyer, som betyder, at man kan leve det gode børne-, ungdoms- og familieliv i alle områder af kommunen.
Tallene afspejler sig i høje tal for idræts- og foreningsdeltagelsen i Aarhus, som beskrevet i rapporten ’Idræt i storbyerne. Motions- og sportsvaner 2016, Aarhus og København’ (Idrættens Analyseinstitut 2017).
Især foreningsdeltagelsen får Aarhus til at skille sig ud fra København og Frederiksberg. Foreningsdeltagelsen og antallet af ‘full service’ idrætsforeninger med plads til alle aldersgrupper i lokalområdet er langt større i Aarhus end i København.
Aarhus har med andre ord det civilsamfund og det helhedsorienterede engagement i lokalområdernes vel, som mange storbyer faktisk savner desperat.
Eller havde?
Opskrift på segregering
Borgermødet antydede endnu engang, at den nuværende kurs i kommunen på idrætsområdet er opskriften på en stadigt hastigere opdeling af kommunen i golde stenørkener, belastede områder med utryghed og kriminalitet og stærke velhaverkvarterer.
Det er opskriften på en by, hvor de fantastiske studentermiljøer aldrig bliver den ressource for byen, som de kunne være. Aarhus har ca. 52.000 fuldtidsstuderende, men det præger kommunens idrætsliv i forbløffende ringe grad.
Det er opskriften på en by, hvor mange af de ’gode samfundsborgere’, som i kølvandet på velfærdssamfundets opbygning skabte kommunens netværk af solide flerstrengede idrætsforeninger, løber trætte og mister inspirationen og fornyelsen. Og hvor den mest velstillede del af befolkningen ikke længere vil være en del af de uinspirerende – eller lad os bare kalde dem røvsyge – idrætsmiljøer, man allerede i dag møder mange steder i kommunen.
Det er kort sagt opskriften på en by med kurs mod mindre sammenhold og synergi mellem befolkningslag, aldersgrupper, etniske grupper osv. end man oplever i dag. Det er en historisk dumhed, man er ved at begå i Aarhus Kommune. Man risikerer at ødsle et fantastisk civilsamfundsmæssigt potentiale for kommunen bort for altid.
Styrken ved idrætslivet i Aarhus har altid været, at man faktisk kører langt på literen. Man sidder ikke bare og venter på kommunen: Civilsamfundet kan ofte selv stå for hele måltidet, hvis man blot giver det en sund gulerod af kommunale tilskud og garantier. Udfordringen er bare, at det går langsomt, og det sker i stigende grad kun i de ressourcestærke kvarterer, hvor der er et stærkt civilsamfund at bygge på. Det sker ikke i mere belastede områder eller i de områder, som er under udbygning og først skal finde deres ben som lokalsamfund.
Grundforsyning skal på plads
Der skal simpelthen være en grundforsyning af lokale fodboldbaner, haller og fælleshuse osv. i alle lokalsamfund for at skabe det gode børne-, ungdoms- og familieliv. Det er forudsætning nummer ét, og den forudsætning er Aarhus Kommune med helt åbne øjne i færd med at løbe fra flere steder i takt med befolkningstilvæksten.
Når det er sagt, handler udvikling af idrætten ikke kun om mursten. Det handler også om foreningsmiljøer, der i langt højre grad begynder at tænke på tværs, tænke kreativt, udveksle erfaringer og stå sammen om at udnytte kapaciteten optimalt. Lokalpolitikerne har faktisk ret i, at man mange steder og på mange tider af året eller ugen ikke udnytter kapaciteten optimalt. Men så gør noget ved det… Lav en målrettet indsats for at skærpe drift, atmosfære, værtsskab, aktivitetsudvikling og ejerskab i de (for mange) idrætsmiljøer i Aarhus, hvor det begynder at halte. Måske er det ikke lige præcis en ny hal, man mangler alle steder i kommunen. Måske er det bare nyt håb, før foreningen sygner hen i vanetænkning og mangel på kreativitet. Tendensen anes i mange af Aarhus’ traditionsrige, flerstrengede foreningsmiljøer.
Kommunen bliver nødt til at sætte substantielle nye midler af til facilitetsudvikling og til kompetenceudvikling i idrætsmiljøerne (både forening og udenfor). Hvis kommunen tager det første skridt og viser lederskab, skal fonde, foreninger og lokalt initiativ nok geare investeringen mangefold.
Hvis man fortsætter den nuværende kurs, bliver Aarhus en hensygnende idræts- og foreningsby med stadigt flere dødkedelige kvarterer, som folk kun gider bo i af nød.
Aarhus Kommune har netop iværksat en kæmp visionsproces ’Vision Kongelunden’ omkring Aarhus Idrætspark og Væddeløbsbanen. Man har tilsagn om en halv mia. kr. i eksterne donationer, som dog forudsætter kommunal medvirken. Visionsprocessen omkring stadionområdet er spændende, men heller ikke her kommer kommunen i mål, hvis den ikke samtidig kraftigt signalerer, at man er villig til at drive samme tiltrængte fornyelsesproces for idræts- og fritidslivet i byens andre udviklingsområder, hvor breddeidrætten er ved at komme alvorligt i bekneb. Hvis man lærte én ting som tilhører til borgermødet, vil det være, at den håbede heftige investering i et nyt stadion og professionel sport i stadionområdet fra kommunen side vil blive en gigantisk politisk tabersag, hvis man ikke samtidig investerer tilsvarende i den brede idræt der, hvor folk lever og bor.
Normalt vil jeg ikke hæve røsten så højt, som jeg gør her. Politikerne har mange hensyn at tage. Respekt for det. Men et godt idræts- og fritidsliv er i den grad et afgørende element i fremtidens byudvikling, sundheds- og socialpolitik. Derfor er det ikke en massiv udgift, men en massiv investering i fremtiden, Aarhus Kommune står over for på idrætsområdet.
Grundlaget findes. Lad mig vende tilbage til kortlægningsprocessen omkring Kulturhovedstaden helt tilbage i 2010 og rapporten ’Idræt og motion. Hvor er Aarhus?’: Man ved præcis, hvor skoen trykker og trykker stadig mere. Man ved også, hvor en lang række af udviklingspotentialerne ligger, og man har vidst det længe. Men ingen politikere i Aarhus Kommune, som netop gennemførte Europæisk Kulturhovedstad 2017 under sloganet ‘Rethink’, tager helhjertet fat i problemstillingen, hverken i forhold til mursten eller menneskelige ressourcer i idrætsmiljøerne.
Gårsdagens borgermøde var et signal om, at idrætslivet i byen er parat til at tage et kæmpe slæb for at gøre Aarhus Kommune til et bedre sted at bo og leve for de nuværende og de fremtidige borgere. Politikerne i kommunen begår en historisk politisk fejltagelse, hvis de ikke rykker nu.
