Det skæve Idræts-Danmark kræver nye tilgange

Det skæve Idræts-Danmark, Del 3 af 3: Tiden er inde til at lære af de gode erfaringer med andre målrettede statslige institutioner på idrætsområdet og skabe en ’Idrættens Sociale Udviklingsfond’, der endelig kan sikre idrættens sociale rummelighed en fremtrædende og permanent plads på den idrætspolitiske dagsorden. 

Foto: Tim Foster, unsplash.com

Foto: Tim Foster, unsplash.com

Læs hele artikelserien om idrættens sociale ansvar:

Del 1: Store overskrifter og små puljer

Del 2: Fingrene af fadet! Kampen om idrættens sociale ansvar

Fænomenet har spøgt i de fleste idrætspolitiske diskussioner i Danmark gennem flere årtier uden nogensinde at få vedvarende og helhjertet opmærksomhed:

Idrættens sociale skævhed skærer i tiltagende i øjnene i et land, der ellers gerne praler af at være et af de mest lige samfund i verden med et af de mest rummelige og aktive civilsamfund.

Tiden er inde til at skabe en sammenhængende indsats på området. Incitamenterne, hensigtserklæringerne, midlerne, aktørerne, erfaringerne, vidensgrundlaget og de fortsat pilskæve realiteter for de berørte befolkningsgrupper har aldrig skreget højere på konkrete idrætspolitiske initiativer.  

Det burde faktisk ikke være kompliceret at etablere en løsning, der endelig kan sikre idrættens social- og sundhedspolitiske dimension en permanent plads på idrættens Danmarkskort. Principperne for en ’Idrættens Sociale Udviklingsfond’ har allerede været diskuteret løst og fast gennem mere end 20 års idrætspolitisk debat.

Forudsætningerne er på plads

Artiklen ’Fingrene fra fadet! Kampen om idrættens sociale ansvar’ gav en klar beskrivelse af, hvordan mange års strikt kulturpolitisk tilgang til idrætten i Danmark forhindrede kulturminister Ebbe Lundgaard (R) i at skabe en slagkraftig ’Idrættens Udviklingsfond’ som supplement til idrætsorganisationernes og foreningslivets folkeoplysende aktiviteter tilbage i 1997. 

Samtidig gav artiklen ’Store overskrifter og små puljer’ et overblik over de ændrede signaler fra nutidens idrætsorganisationer og regeringens løfte om at anvende idræt mere målrettet som instrument i forhold til socialpolitiske målsætninger som led i regeringens opbakning til DIF og DGI’s vision ’Bevæg dig for livet’. 

Men hvordan skulle ’Idrættens sociale Udviklingsfond’ se ud, hvis man etablerede den i dag?

Hvor mange penge skulle ’fonden’ have at arbejde med?

Hvad kunne man realistisk forvente, at et nyt socialpolitisk instrument i den statslige idrætspolitik kunne bidrage med i forhold til den nuværende situation?

Skitser til en udviklingsfond

Den største barriere for at etablere en ’Idrættens Sociale Udviklingsfond’ er lykkeligvis begyndt at vakle, nemlig idrætsorganisationernes historiske modstand mod ’knopskydninger’ og mod nye aktører, der naturligvis fra tid til anden ville kunne udfordre organisationernes privilegerede adgang til politisk adgang og prestige og til midler fra udlodningsloven.

Dels anerkender DIF og DGI i dag officielt idræt med et socialpolitisk sigte som en ’ny støtteværdig disciplin’, som i høj grad kræver andre logikker og virkemidler end den folkeoplysende idræt, hvor medborgerskabet, frivilligheden og aktiviteten i egen ret er hovedformålet.

Dels er organisationernes fælles vision ’Bevæg dig for livet’ med dens fokus på ikke kun at udvikle idrætten i foreningslivet et politisk løfte om at tage bredere ansvar for idrætten.

Nu mangler organisationerne bare at vise det i praksis, når fordelingen af økonomiske ressourcer, bredere politisk adgang, bredere repræsentation i beslutningerne og større respekt for andre måder at levere idræt på end den klassiske foreningsidræt følger med i ’pakken’ som en uundgåelig konsekvens af visionen.  

Accept af nye aktører og metoder

Hvor idrætsorganisationerne for få år siden mest havde hånlige ord til overs for græsrodsorganisationer som Game eller Ombold og deres reelle rækkevidde og betydning, er idrætsorganisationerne i dag de første til at sætte ’Bevæg dig for livet’-stempler på nye samarbejder med disse organisationer. Det største selvstændige specialforbund i dansk idræt, DBU, har ligefrem gjort samfundsansvar til en bærende grundpille formuleret i sloganet ’En del af noget større’. 

Erfaringsgrundlaget i forhold til at etablere selvejende institutioner med konkrete idrætspolitiske arbejdsopgaver bør på ingen måde skræmme regeringen eller idrætsorganisationerne fra at bakke op om endnu en knopskydning, snarere tværimod: 

Gode erfaringer

Lokale og Anlægsfonden sætter nye standarder for tilgængeligt, nyskabende og arkitektonisk spændende idræts- og kulturbyggeri. Fonden har udviklet sig til et kreativt videns- og rådgivningscenter for idræts- og kulturbyggeri, og de årlige udlodninger fra fonden i størrelsesordenen 80-110 mio. kr. spædes op af kommunale, private og fondsfinansierede investeringer, som betyder, at fonden hvert år er involveret i byggerier for 0,5-0,8 mia. kr. Lokale og Anlægsfonden og den danske tradition for idrætsbyggerier er i dag måske noget af det, man allerhelst viser frem, når den danske idrætsmodel skal måle sig med andre lande. 

Sport Event Denmark er et andet eksempel. Efter lidt indledningsvis panik med store bevillinger, der brændte lidt i lommen’, da kulturminister Brian Mikkelsen iværksatte handlingsplanen for at trække store internationale idrætsbegivenheder til Danmark i 2008-2011, har fondens økonomiske medspil, organisatoriske aftryk og store erfaringsgrundlag i dag løftet Danmark op i feltet af store eventarrangerende lande i Danmark. Det forventes faktisk i dag, at Danmark sætter nye standarder, når man er vært for idrætsbegivenheder som dette års VM i sejlsport, VM i ishockey eller det kommende VM i cross i Aarhus. Igen opererer institutionen i et samspil, hvor den langt fra finansierer begivenhederne selv. Private sponsorer, idrætsforbund, regioner og kommuner spiller med, og efterhånden går Sport Event Denmark kun efter idrætsbegivenheder af en vis kulturel eller turistøkonomisk bæredygtighed. Man kunne sagtens udvikle yderligere på den danske eventsektor, men det korte af det lange er, at ingen i dag har lyst til at undvære Sport Event Denmark. 

Et tredje eksempel er naturligvis Team Danmark. Den statslige eliteidrætsorganisation gør præcis for eliteidrætten, hvad ’Idrættens sociale Udviklingsfond’ kunne gøre for idrættens sociale ansvar: Man sikrer viden og erfaringsopsamling, man stiller krav og udvikler kompetencer i de eliteidrætsmiljøer, man vælger at støtte. Man skaber medfinansiering fra fonde, sponsorer, specialforbund og kommuner. Der har naturligvis været politiske magtkampe og ressourcefordelingsspørgsmål mellem Team Danmark, DIF og specialforbundene gennem årene, men igen står man med en institution i dansk idræt, som de færreste ville undvære, selv om man ud fra et rent kulturpolitisk eller ’foreningsdemokratisk’ synspunkt kunne argumentere for, at DIF og specialforbundene sagtens selv kunne organisere og prioritere den indsats, de gør for at vinde flere medaljer. 

Man kunne fortsætte opremsningen med Anti Doping Danmark, der er ved at udvikle sig til et center for integritet i idrætten med fokus på såvel doping som match-fixing, og man kunne tilføje Idrættens Analyseinstitut/Play the Game som endnu en selvejende institution på idrætsområdet, der sætter klare idrætspolitiske dagsordener og beriger diskussionerne med viden (skribenten er lidt inhabil her, red.).  

Omvendt kunne man argumentere for, at præcis de vigtige idrætspolitiske områder, som i dag ikke har stærke institutionelle rammer i den statslige idrætspolitik, i høj grad også er de områder, der flyder mest tilfældigt og ineffektivt: Nye idrætsformer/innovation, forskning og uddannelse samt som det måske vigtigste: hele idrættens social- og sundhedspolitiske dimension. 

Hvor mange penge skal Idrættens Sociale Udviklingsfond have at arbejde med?

Et af de store problemer i forhold til idræt med et socialt sigte er det ekstremt fragmenterede landskab af puljer og støttemuligheder, som tvinger de mange aktører på området ud i et opslidende og lidet produktivt kapløb for at skaffe basal finansiering. Projekter åbner og lukker i lidt tilfældig rækkefølge, og bevillingerne gives ikke nødvendigvis til de bedst egnede aktører, men måske snarere til de bedst formulerede ansøgninger.

En anden typisk indvending mod ’Idrættens Sociale Udviklingsfond’ ville være, at finansieringen og organiseringen af det borgernære sociale arbejde typisk påhviler kommunerne. Præcis samme argumentation kan man bruge i forhold til finansieringen af idrætsforeningerne og idrætsfaciliteterne. Også her er der i princippet tale om kommunale ansvarsområder, men her anfægter ingen vist fordelene ved at supplere den lokale indsats med overblik fra stærke centrale og statsligt finansierede aktører.

’Projektmageri’ er et af de værste skældsord i det danske civilsamfund, men i den aktuelle situation i idrætssektoren er både de mange små aktører i den frivillige sociale sektor og de store idrætsorganisationers sociale indsatser underlagt samme pulje- og projektproblematik. Man taler fra foreningsidrættens side ofte om, at kun foreninger kan forankre indsatserne, men sandheden er, at kun ganske få af de specifikke sociale indsatser i idrætten er forankret som en del af kerneydelserne hos de store idrætsorganisationer. Små som store projektmagere er alle afhængige af puljemidler og ekstern finansiering.

En passende finansiering

En passende finansiering ville formentlig ligge i den størrelsesorden, daværende kulturminister Ebbe Lundgaard foreslog i 1997, da han ville tage 25 mio. kr. fra både DIF og DGI samt 25 mio. kr. fra egne budgetter og således skabe en fond med en årlig finansiering på 75 mio. kr. (svarende til 107 mio. kr. i dag).  

Niveauet er dermed nogenlunde det samme som niveauet for Team Danmark og Lokale og Anlægsfonden. Kun med en bevilling af en vis substantiel størrelse sikrer man en institution, der kan sikre forankring af projekter og indgå ligeværdigt i samarbejder med kommuner, lokale aktører og fonde om at løfte større indsatser. 

Idrætsorganisationerne DIF og DGI har en enkelt valid pointe, når de typisk foretrækker at beholde de statslige udlodningsmidler på egne hænder frem for at dele midlerne med yderligere knopskydninger: Idrætsorganisationernes bevillinger er faktisk faldet, siden de glade dage i begyndelsen af 1990’erne, da deres bevillinger som følge af lottospil blev fordoblet på få år. Den samlede statslige finansiering til idrætsområdet udgjorde i det ’gyldne år’ 1995 i alt 623 mio. kr. svarende til 860 mio. kr. i nutidskroner. Heraf sad DIF, DGI og Firmaidrætten på 77 %.

I 2018 udgør den samlede statslige finansiering af idrættens aktører faktisk præcis samme beløb som i 1995, nemlig 859 mio. kr. Forskellen er, at Sport Event Denmark og Anti Doping Danmark er kommet til som etablerede selvstændige aktører med hver ca. 25 mio. kr. i bevilling, mens Team Danmark og Lokale og Anlægsfondens bevillinger er forøgede en anelse, og Kulturministeriets eget rådighedsbeløb nærmest er udslettet. DIF, DGI og Firmaidrættens bevillinger udfør i dag ca. 73 % af den samlede statslige bevilling til idrættens aktører.  

Elefanten i rummet

Den store elefant i rummet i den sammenhæng er naturligvis, om der nutidens ideologiske forbrødring, store overlap i medlemsskaren og tætte samarbejde mellem DIF og DGI ikke burde kunne høstes stordriftsfordele? Også Firmaidrættens 42 mio. kr. påkalder sig opmærksomhed i forhold til eksempelvis Dansk Skoleidræts 1,9 mio. kr.

Naturligvis viger idrætsorganisationerne tilbage fra ethvert forslag, der kan reducere deres samlede andel af midlerne, men dels arbejder de selvejende institutioners øremærkede midler tæt sammen med idrætsorganisationernes formål og aktiviteter, dels vil en ny ’Idrættens Sociale Udviklingsfond’ give idrætsorganisationerne legitimitet til at fokusere midlerne på de folkeoplysende formål, der traditionelt er kernevirksomheden.

Under alle omstændigheder kommer det politiske pres på idrætsorganisationernes sociale samvittighed formentlig kun til at stige i de kommende år.  

Det rumler allerede med forsøg på skabe nye samarbejder mellem en række af de mindre aktører med socialt sigte, ’Alliance for Socialidræt’, ’Team Hele Danmark’, ’Dansk Udsatte Idræt’ er arbejdstitlerne på nogle af de senere års mere eller mindre vellykkede forsøg på at skabe nye alliancer og mere konsoliderede og sammenhængende bevillinger til området.

På et tidspunkt får ’socialidrætten’ et politisk gennembrud. Spørgsmålet er primært, om området skal finansieres af nye statslige midler, en fokusering af de nuværende midler – eller om idrætsorganisationerne måske vælger at foreslå en forandret model selv, før andre gør det for dem. Måske fordi de faktisk udtrykkeligt har lovet samfundet at tage større ansvar for socialidrætten?

Hvad skulle fonden beskæftige sig med?

En af de naturlige udfordringer ved en ’Idrættens Sociale Udviklingsfond’ vil naturligvis være at afgrænse de områder, den skal beskæftige sig med.

Forårets to rapporter om idrættens socialt udsatte fra Idrættens Analyseinstitut viser med al tydelighed, at der alene i forhold til det idrætsrelaterede arbejde med socialt udsatte grupper blandt børn og voksne er store forskelle i definitioner, målgrupper og aktører. Dertil kommer naturligvis hele sundhedsområdet såvel i forhold til mentale som fysiske indsatser gennem idræt og fysisk aktivitet, lige som integrationsområdet har mange forskellige indfaldsvinkler.

Sociale indsatser gennem idræt er et komplekst område, der forudsætter viden, kompetencer og stabil finansiering. Illustration fra rapporten Socialt udsatte i idrætten. Definitioner og viden.  Idrættens Analyseinstitut, marts 2018

Sociale indsatser gennem idræt er et komplekst område, der forudsætter viden, kompetencer og stabil finansiering. Illustration fra rapporten Socialt udsatte i idrætten. Definitioner og viden. Idrættens Analyseinstitut, marts 2018

Men netop kompleksiteten på det social- og sundhedspolitiske område taler for at skabe en institution med kapacitet til at opsamle, overskue og dele erfaringer og viden og indgå alliancer med de aktører og projekter, som er mest hensigtsmæssige i forhold til de konkrete formål.

Igen kan man sammenligne en ’Idrættens Sociale Udviklingsfond’ med de øvrige selvejende institutioner på idrætsområdet. Fonden vil næppe overflødiggøre eller udrydde alle statslige puljer til direkte eller indirekte idrætsrelaterede formål, men den vil kunne skabe en langt større sammenhæng og kontinuitet i indsatserne og spille sammen med mange interessenter.

Hovedlinjer for en udviklingsfond

Hovedlinjerne for en udviklingsfond kunne lægges med inspiration i de tanker, der allerede gjorde sig gældende i Ebbe Lundgaards tid, eller de tanker, der var i spil, men aldrig nåede i mål i de seneste Breddeidrætsudvalg i 2008:

  • Grundfinansiering af landsdækkende foreninger og organisationer med social- eller sundhedspolitiske formål

  • Medfinansiering af lokale indsatser, hvor der ligeledes kunne stilles krav om medfinansiering fra de aktører og myndigheder, som driver og nyder fordel af de enkelte projekter, samt i mange tilfælde suppleres op med eksterne midler fra private fonde og sponsorer

  • Udviklingsforsøg i forhold til nye metoder og aktører på det social- og sundhedspolitiske område

  • Evaluering og vidensopsamling

  • Rådgivning om ledelse, forvaltning og uddannelse i forhold til organisationer, frivillige og ansatte med særlige idrætsrelaterede opgaver i forhold til målgrupperne.

I mange tilfælde ville en udviklingsfond i praksis arbejde sammen med etablerede idrætsorganisationer eller foreninger, men fordelen ved at adskille det social- og sundhedspolitiske arbejde fra idrætsorganisationerne ville være friheden til at vælge de metoder og aktører, der var bedst egnede til de forskellige indsatser.

Som rapporterne om idrættens socialt udsatte viser, er der tale om et kludetæppe af aktører på området. Idrætsorganisationer- og foreninger, sociale organisationer og foreninger, det boligsociale område, kommunale forvaltninger, faciliteter, aftenskoler, højskoler og daghøjskoler, ja selv kommercielle aktører ville i mange tilfælde være godt positionerede til at løfte socialpolitiske eller sundhedsrelaterede indsatser gennem idrætten.

Mere end 20 år efter, at daværende kulturminister Ebbe Lundgaard forgæves rejste ideen om ’Idrættens Udviklingsfond’ er tiden inde til at gøre et nyt forsøg. Det idrætspolitiske landskab og forståelsen af de socialpolitiske udfordringer i idrætten er forandret siden dengang, men udfordringerne består.

Naturligvis er der mange tekniske og praktiske udfordringer på vejen mod ’Idrættens sociale Udviklingsfond’, men behovet er indlysende. Skærer man alle mellemregningerne væk, står tilbage, at tiden er inde til handling.

Man kan ganske enkelt ikke være andet bekendt.

Læs hele artikelserien om idrættens sociale ansvar:

Del 1: Store overskrifter og små puljer

Del 2: Fingrene af fadet! Kampen om idrættens sociale ansvar