Fodbold som motion kræver nytænkning

Kommentar: De seneste års massive forskning i fodboldens sundhedseffekter skal suppleres af langt mere målrettet fokus på strukturelle, ledelsesmæssige, merkantile og kulturelle udfordringer ved at arbejde for folkesundheden gennem fodbold og holdspil. Motionsfodbold er medicin i forhold til snart sagt alle livsstilssygdomme, men de typiske fodboldmiljøer har så rodfæstede vaner, at fodboldmedicinen ikke kan udbredes for alvor, medmindre man tænker helt nyt.

Professor Peter Krustrup og andre danske forskere har leveret banebrydende forskning om fodboldens sundhedsgavnlige effekter. Tiden er nu moden til at fokusere langt mere på, hvordan idrætsmiljøerne bliver bedre rustet til at tiltrække og levere fodbolden til nye målgrupper.  Foto: Pressemateriale fra sdu.dk

Professor Peter Krustrup og andre danske forskere har leveret banebrydende forskning om fodboldens sundhedsgavnlige effekter. Tiden er nu moden til at fokusere langt mere på, hvordan idrætsmiljøerne bliver bedre rustet til at tiltrække og levere fodbolden til nye målgrupper. Foto: Pressemateriale fra sdu.dk

De kom fra hele verden for at høre om de nyeste overbevisende forskningsresultater og for at få konkrete anvisninger på træningskoncepter og metoder til at udbrede fodboldmedicinen, da Odense og Syddansk Universitet sidst i januar var sundhedsfodboldens verdenshovedstad for en lille uge.

”Fodbold er medicin. Tiden er inde for skoleelever, borgere og patienter til at spille fodbold. Dette stærke udsagn kommer fra videnskaben, og det hviler på meget klar evidens,” sagde professor Peter Krustrup fra Syddansk Universitet ved åbningen af konferencen ’Football is Medicine’.

Sammen med kollegaen Jens Bangsbo fra Københavns Universitet har Peter Krustrup og mange andre danske kolleger gennem de seneste 10-15 år personligt været involveret i en stor del af de konkrete forskningsprojekter og den dynamik, som i dag gør fodboldens potentiale i forebyggelse og behandling af patienter i alle aldre og med snart sagt alle typer af lidelser til et seriøst indspark i sundhedsdebatten i Danmark og flere andre lande.

En bredspektret intervention
Efter godt et årtis omfattende dansk forskningsindsats i fodbold og sundhed kan man uden mange forbehold slå fast, at det er overbevisende sundt at spille fodbold. Fodboldtræning med alle dens bratte stop og vendinger, spring, højintensive sprints osv. er ganske enkelt en fremragende ’bredspektret intervention’ i forhold til en lang række af de lidelser, som rammer flest mennesker i det moderne velfærdssamfund. 

Forskerne har ligeledes udviklet en række helt konkrete træningsrelaterede koncepter for, hvordan træningspas i fodbold og andre boldspil kan gennemføres i praksis for forskellige ’utrænede’ målgrupper i alle aldre for at nå de ønskede sundhedsgavnlige effekter og samtidig reducere risikoen for skader for målgrupper, der måske aldrig har spillet fodbold før.

De forskellige typer af fodboldkoncepter og andre boldspil, som har været en del af det seneste årtis mange forskningsbaserede interventionsprojekter, har i de fleste tilfælde haft en endog ganske imponerende effekt i forhold til forebyggelse og behandling af typiske livsstilssygdomme som hjerte/karsygdomme, diabetes, visse cancerformer, KOL og andre folkesygdomme.  

Dertil kommer, at fodboldens karakter af holdspil ifølge forskerne har vist sig fordelagtig i forhold til mental sundhed, motivation, fastholdelse osv. hos de aldersgrupper eller patientgrupper, som har allerstørst gavn af interventioner med tilpassede fodboldkoncepter som hovedingrediensen. 

Videnskabelige tidsskrifter som Journal of Sport Health and Science eller Scandinavian Journal of Medicine and Science in Sports (download særnummeret om fodbold som medicin ved hjælp af linket) har publiceret hyldemeter af dokumentation af selv relativt beskedne fodboldinterventioners gavnlige effekter på kredsløb, muskelstyrke og knogler.

Potentialet i at udbrede motionsfodbold og andre boldspil til nye målgrupper er med andre ord fantastisk.

Ikke et øje var tørt
På konferencen i Odense blev den videnskabelige evidens til overmål bakket op konkrete vidnesbyrd fra livsstykker som pensionisten Aase Hansen fra Frederikssund IK, der på få år har banket en velfungerende fodboldfitness-afdeling med ca. 60 aldrende spillere i Frederikssund IK.

Football is Medicine: Fodboldprojektet Two Touch United AFC havde haft enorm betydning for Farooq Mohammed og andre hjertepatienter fra London.  Foto: Henrik H. Brandt

Football is Medicine: Fodboldprojektet Two Touch United AFC havde haft enorm betydning for Farooq Mohammed og andre hjertepatienter fra London. Foto: Henrik H. Brandt

Eller den engelske hjertepatient Farooq Mohammed, der fortalte, hvordan han og de andre hjertepatienter fra hospitalets Two Touch AFC fodboldprogram for nylig for første gang nogensinde havde banket de selvsamme hjertelæger fra hospitalet under Barts Health Trust  i London, som havde opereret dem for livstruende hjertesygdomme. Hospitalet har selv taget initiativ til fodboldprojektet, der giver lægerne mulighed for at følge patienternes udvikling, og som samtidig skaber nye netværk og nyt mod hos mange af de opererede patienter. 

Ikke et øje var tørt under Farooq Mohammeds præsentation. 

Så langt så godt.

Der er bare et ganske afgørende forbehold, som både den omfattende hjemlige forskning og den generelle lovprisning af fodbold som medicin har det med at overse, og som faktisk har været underligt overset, siden de allerførste resultater om motionsfodboldens sundhedsmæssige potentiale kom fra forskerne for efterhånden over 15 år siden:  

Fodboldpillen virker kun, hvis folk tager den!

Og det kniber faktisk fortsat så alvorligt med at få udbredt fodboldpillen i praksis, at tiden efterhånden er moden til et kursskifte i såvel den forskningsmæssige som den organisatoriske tilgang til fodbold og holdspil som sundhedsredskab. 

Alt for få tager pillen
Selv om forskerne hyppigt sammenligner fodboldtræning med eksempelvis motionsløb og fitnesstræning og oftest konkluderer, at fodbold i sammenligning er både mere sundhedsmæssigt effektivt og mere socialt motiverende, viser de konkrete tal for idrætsdeltagelsen det stik modsatte billede:

Motionsløb og styrketræning er buldret frem, mens fodboldens tag i de grupper, hvor sundhedstræning er mest relevant, efter over et årtis fokus på fodbold og sundhed fortsat er minimalt. Hvis det virkelig er så ‘rædselsfuldt’ at løbe eller styrketræne og så genialt at spille fodbold, hvorfor pokker gør folk så i praksis det næsten stik modsatte?

Fodbold og andre holdspil er trods de dokumenterede sundhedsmæssige effekter og positive motivationsmæssige faktorer meget langt fra at have samme tiltrækning på de mest interessante målgrupper som eksempelvis kommerciel styrketræning eller selvorganiseret løb.  Kilde: Danskernes motions- og sportsvaner 2016, Idrættens Analyseinstitut

Fodbold og andre holdspil er trods de dokumenterede sundhedsmæssige effekter og positive motivationsmæssige faktorer meget langt fra at have samme tiltrækning på de mest interessante målgrupper som eksempelvis kommerciel styrketræning eller selvorganiseret løb. Kilde: Danskernes motions- og sportsvaner 2016, Idrættens Analyseinstitut

Skyldes den langsomme udbredelse af sundhedskoncepter gennem fodbold, at forskerne selv er så begejstrede for fodbold, at de er ubevidst blinde over for visse kvaliteter i eksempelvis løb eller styrketræning?

Eller skyldes trægheden, at fodbold som motion i Danmark og andre lande er utilstrækkeligt organiseret og markedsført, måske fordi man hidtil næsten udelukkende har haft fokus på ofte ’kulturelt vrangvillige’ fodboldklubber i udbredelsen af motionsfodbolden? 

Selv om det på konferencen i Odense var vidunderligt at spille på hold med og opleve livsglæden hos en næsten 80-årig fodboldentusiast fra Aakirkeby IF eller at få lov at træne Aase Hansens muntre bedstemødre fra Frederikssund IK som led i konferencens medfølgende mulighed for at erhverve et instruktørkursus i fodboldfitness, hører den slags oplevelser fortsat til i afdelingen for kuriositeter.

DBU har efter over 10 år med fitnessfodbold, som faktisk på papiret tilbydes i flere hundrede fodboldklubber, stadig blot 6.413 registrerede medlemmer +60 år (2017). Mange af disse medlemmer vil givetvis være livslange fodboldmedlemmer, som blot har nået old boys-alderen eller medlemmer af fodboldklubber, som fortsat holder ved medlemskabet, selv om de måske ikke længere selv er aktive som spillere.

Mens fitnesscentrene vokser hvert eneste år, og løbebølgen har tag i næsten en tredjedel af den voksne befolkning, ser vi kun den første spæde vækst i motionsfodbold eller andre sundhedspotente boldspil som håndbold eller floorball, som DIF og DGI ellers satser store millionbeløb på i forhold til de modne målgrupper. 

Samtidig må man med de bekymrede sundhedsmæssige briller konstatere, at de store boldspil med fodbold i spidsen i alvorlig grad er utætte i den anden ende af aldersskalaen. Fodbold er for mange af os lig med det første møde med idrætten og den organiserede idræt. Men hvor 39 pct. af de 10-12 årige ifølge ’Danskernes sports- og motionsvaner 2016’ regelmæssigt spiller fodbold, er andelen allerede skrumpet til 15 pct.blandt de 20-24-årige., og andelen af foreningsaktive fodboldspillere naturligvis skrumpet endnu mere. 

Vi tager med andre ord den magiske fodboldpille som børn, men vi holder i det store hele op med at tage pillen i løbet af ungdommen. I den alder, hvor livstilssygdommene for alvor begynder at melde sig, og fodboldpillen potentielt har vist sig at have en nærmest mirakuløs effekt, er vi i det store hele vænnet fuldstændig af med at tage fodboldpillen. 

Raketvidenskab i praksis
Det burde ellers umiddelbart ikke være raketvidenskab at udbrede et spil som motionsfodbold.

Fodbold er både sjovt, engagerende, simpelt at organisere og har tilmed adgang til faciliteter på snart sagt hvert et gadehjørne. Men man må bare konstatere, at i praksis har det over de seneste godt 10 år med fokus på motionsfodbold vist sig at være netop raketvidenskab at få boldspillet udbredt til nye grupper. 

Årsagerne hertil er givetvis lige så bredspektrede som selve fodboldinterventionen: 

Fodboldklubbernes fokus har traditionelt altid været på turneringskampe og spillerudvikling, hvilket i praksis betyder, at de fleste spillere på et tidspunkt ’holder op med det pjat’, når talentet eller motivationen ikke rækker. Det sidder simpelthen dybt i os rent kulturelt, at sådan er det nok. 

Fodboldklubbernes fokus ligger historisk og kulturelt altovervejende på den organiserede turneringsfodbold. Den umiddelbart ekstremt simple tanke om, at man bare møder op og spiller helt lokalt på tværs af alder, køn og niveau – måske sågar faciliteret af en dygtig instruktør - vil i mange fodboldklubbers bestyrelseslokaler blive opfattet som et underligt fremmedlegeme, der i bedste fald kan tolereres, men som aldrig kan blive kernevirksomheden. 

Hvis motionsfodbold for alvor skal rykke som folkesport, skal der derfor langt flere ’Aase Hansen’ ildsjæle fra Frederikssund IK ind i bestyrelser, udvalg og budgetter i fodboldmiljøerne. I forhold til dette sker udviklingen i det danske foreningsliv – ikke mindst fodboldklubberne - med en ganske stor konservatisme. Også fordi de fleste fodboldklubber jo dybest set er stolte over og tilfredse med den position, den kultur og det produkt, de allerede har i forhold til børn og unge. 

CSR-projekt eller kernevirksomhed?
Selv om en organisation som DBU har givet plads til fodbold fitness og andre motionskoncepter, vil motionsfodbold muligvis altid høre til i afdelingen for lettere kuriøse CSR-projekter i DBU-systemet.

Sat på spidsen: Et hurtigt tweet med pæne ord om Aase Hansen og fodbolddamerne i Frederikssund IK, og formanden er hurtigt videre til næste møde i en vigtig komité om professionel fodbold eller landsholdsfodbold i UEFA eller FIFA.

At forestille sig Aase Hansen som første punkt på dagsordenen på næste bestyrelsesmøde er vanskeligt, men det er det, der skal til, hvis fodboldklubber for alvor skal rykke som sundhedsleverandør. 

På konferencen i Odense fremlagde DBU’s projektleder for forskning og viden, Søren Bennike, dele af sin ph.d. ’Fodbold Fitness - Implementeringen af en ny fodboldkultur’.  

Søren Bennike fandt frem til, at der ikke er tilstrækkeligt interessesammenfald mellem hovedorganisationens forsøg på at optræde samfundsbevidst i forhold til bevillingsgiverne, lokalunionernes behov for at finansiere deres virksomhed gennem turneringsgebyrer, som der netop ingen er af i den lokale motionsfodboldtræning, samt de lokale fodboldklubbers rod i de eksisterende medlemmers behov og kulturelle baggrund i den mere sportsorienterede børne- og ungdomsfodbold med fokus på resultater, turneringskampe og indrangering. 

Måske var det ikke verdens mest overraskende konklusion, Søren Bennike var nået frem til.  

Trægheden eller måske snarere usikkerheden i den organiserede fodbold over for forandringer og nye spilformer og målgrupper har været synlig fra første forskningsrapport, og risikoen for, at motionsfodbold ville ryge ned på hylden med velmente, men lejlighedsvise CSR-projekter frem for at blive en del af kernevirksomheden har været overlagt fra start.

DBU er tilmed i international sammenligning et af de fodboldforbund, der har ganske godt fat i hele fodboldmiljøet, hvor man i mange andre lande vil se, at en stor del af græsrodsfodbolden organiseres og fungerer helt uden for de nationale fodboldforbunds regi. 

DBU, UEFA/FIFA og andre idrætsorganisationer skal have ros for, at de prøver at engagere sig stærkt i motionsfodbolden.

Store fonde som Nordea-fonden skal have ros for, at de har satset endog meget store millionbeløb på at sikre et forskningsmæssigt fundament for motionsfodbold som middel i forebyggelse og behandling. 

Men skal man være realistisk, er status i dag, at vi har fået en masse fodboldforskning på højt niveau, hvor forskningsresultaterne i nogen grad blot reproducerer sig selv på nye målgrupper og nye sygdomstyper. Men vi har fortsat slet ikke al den fodbold for de væsentligste målgrupper, som er nødvendig, for at fodboldmedicinen får en reel sundhedsmæssig betydning i praksis. 

Skal man være ærlig burde såvel fondene som forskerne og fodboldforbundene allerede for mange år siden have indset, at den naturvidenskabelige eller idrætspsykologiske forskning på området slet ikke kunne stå alene.

Der er behov for et helt anderledes kritisk blik på fodboldens organisering, på fodboldkulturen, på struktur og ledelse i fodboldklubber – og naturligvis for at lede efter de mulige alternative kanaler til at levere sundhedsfodbolden i kommercielle, offentlige, facilitetsmæssige eller andre organisatoriske sammenhænge. Herigennem vil man også kunne udfordre og inspirere de traditionelle fodboldklubber og sikre en langt mere effektiv og hurtig udbredelse af motionsfodbolden i Danmark.

Man kan ikke forvente nogen særlig appetit på innovation i fodbolden, så længe man kun kører gennem de etablerede kanaler. 

I den forbindelse er man i fodbold- og forskningsmiljøet nødt til selvkritisk at spørge, om det ikke i visse tilfælde er en hæmsko snarere end en styrke, at alle de ledende skikkelser i den danske fodboldforskning selv synes at være ’fodboldromantikere’, der elsker fodbold og har fantastiske personlige erfaringer med fodbold på alle niveauer? 

På samme måde kan man spørge, om ikke institutionen Syddansk Universitet (SDU), der i de senere år har stået for en meget stor del af forskningen i motionsfodbold, risikerer at afskære sig selv fra at spille den helt nødvendige kritiske og fornyende rolle i udbredelsen af motionsfodbold, når SDU samtidig så åbenlyst er i gang med at lægge rigtig mange æg ned i kurven hos fodboldforbundene DBU og UEFA for at skabe opbakning til planerne om et nationalt fodboldcenter af international klasse og regionalpolitisk betydning på campusområdet på SDU?

Det er fint, at der er tæt samarbejde mellem universiteterne, forskerne og fodboldens organisationer om at udvikle og udbrede sundhedsmæssige koncepter gennem fodbold, men det tætte forhold kan faktisk også være en hæmsko, fordi udbredelsen af motionsfodbold til nye målgrupper sandsynligvis vil kræve en langt mere radikal innovation, end fodboldorganisationerne dybest set har interesse i?

Det er fint, at der er tæt samarbejde mellem universiteterne, forskerne og fodboldens organisationer om at udvikle og udbrede sundhedsmæssige koncepter gennem fodbold, men det tætte forhold kan faktisk også være en hæmsko, fordi udbredelsen af motionsfodbold til nye målgrupper sandsynligvis vil kræve en langt mere radikal innovation, end fodboldorganisationerne dybest set har interesse i?

Fuld respekt for de danske forskningsresultater og den bølge af begejstring over fodboldens enorme sundhedsmæssige potentiale, som kom så tydeligt til udtryk på ’Football is Medicine’ konferencen i Odense, men tiden er nu inde til en ny tilgang til området.

Fonde, fodboldforbund og forskningsinstitutioner må spørge sig selv, om de ikke har haft for mange blinde vinkler i det seneste årtis massive forskningsindsatser.

Det er på tide, at der kommer nye aktører og nye fokusområder som strukturelle, ledelsesmæssige, merkantile og kulturelle udfordringer ind i fodboldforskningen.

Ja, der skal en helt ny innovativ tilgang ind i arbejdet med motionsfodbolden, og de etablerede fodboldklubber og organisationer skal udfordres på området på en helt anden måde, end det sker i dag.

Ellers får vi simpelthen aldrig fru Jensen og hendes veninder til at tage den magiske fodboldpille i et omfang, som overhovedet kan registreres på nationens samlede sundhedsregnskab.